#23 Kristian Falkenberg – SHUP 🛒

Om Kristian Falkenberg

Baggrunden for at stifte virksomheden SHUP er Kristian Falkenbergs store passion for tech. Han har fået iværksætter tankegangen ind fra barnsben. Forældrene var keramikere, og som han siger: lidt hippieagtige. Kærligheden til arbejdet kom først, og så måtte man leve af det, som det nu lod sig gøre. Det gjorde, at han blev podet med den holdning, at ens vej i livet skal være baseret på glæde og ikke penge. De skal nok følge med, hvis man elsker det, man laver.

Man tager altså ikke et arbejde for at betale huslejen, men for at udleve sine drømme. Kristian påpeger selv, at det lyder lidt nemt og kliché-agtigt, og at hans husleje er blevet betalt med såvel dagpenge som odd-jobs. Men grundpræmissen holder: Livet er for kort til at blive spildt på ting, der ikke vækker ens begejstring!

Ville gerne have undværet kandidatgraden

Glæden for tech førte til en kandidatgrad fra ITU, som han i bakspejlet hellere ville have været foruden. De mange teorier og formaninger om ”den rigtige metode” her og ”den korrekte tilgang” der, bliver nemt til snærende bånd, der hindrer den frie tanke og kreativitet.

Kristian udviklede TV-koncepter sammen med Torben Munksgaard og Jarl Friis Mikkelsen i nogle år, hvorefter tiden var inde til at dykke ned i iværksætteriets forunderlige univers. Hans åbne sind og lyst til at se, hvad der sker, hvis man fx køber et konkursramt ungdomsmagasin, bragte ham vidt omkring. Han nåede således at udgive 4 numre af det landsdækkende blad, Tjeck, før han solgte det videre.

Han har haft stor succes med et bookingsystem til frisører, skønhedssaloner mv. Og så har han hjulpet sin søster med den digitale side af hendes iværksætterprojekt, Børnebasen. Her hjælper man socialrådgivere med at finde de rigtige tilbud til børn og unge.

(Læs også interviewet med Katrine fra Børnebasen)

Kristians nyeste venture er SHUP, som iværksætteren Martin Buch Thorborg er blevet medejer af. De gør det muligt for folk med minimal indsigt i de teknologiske finesser at oprette en webshop.

DO ✅

Jeg er spændt på at høre, hvad en person med dit udgangspunkt – gør det, du synes er fedt – har samlet op af erkendelser undervejs?

”En af mine fordele er, at jeg ikke har en hardcore teknisk baggrund. Jeg lærte at kode ved at læse i sådan nogle Lær Det-hæfter, man kunne købe på banegården i sin tid. Min baggrund i tech har mere med mennesker og med at kommunikere at gøre. Det betyder, at jeg har ret nemt ved at afkode, hvad der egentlig skal til. Og hvor projektet skal hen i forhold til de folk, der skal bruge det.

Folk, der virkelig er skolet i programmering, falder nemt ind i en ”state-of-the-art-tankegang”, hvor alt skal være perfekt og korrekt. Jeg vil have det til at virke. Der er ingen tvivl om, at hvis en software-wizzard kigger ned i mit maskinrum, vil han tage sig til hovedet og sige: ”For helvede, Kristian – det kan du ikke mene, det her!””

Det lyder som om, du har formået at distancere dig fra ITU’s teorier og gøre feltet til dit eget?

”Jeg har i hvert fald udviklet en tilgang til det, jeg laver, som jeg er glad for og som virker for mig. Et slogan, jeg har hugget et eller andet sted fra, står ret centralt i min måde at tænke virksomhed og produkt på: Launch less, but launch good. Koden, der driver værket, skal ikke være smuk, den skal virke. Det skal den så også. Der skal ikke sendes noget ud, der ikke virker. Til gengæld er det også muligt, hvis man rent faktisk holder fast i launch less-delen. Og der kommer vi over til det med at lytte til folk igen: Hvad har de faktisk brug for? Byg det, der er brug for i stedet for at sidde i æoner og nørde flere og flere features og polere løs på ting, der er rigeligt skinnende til at kunne tages i brug.”

Simplicity is the ultimate sophistication!

”Ja præcis. Vores bookingsystem, Clickbook havde vel 10 procent af de features, andre bookingsystemer kunne prale med, da vi gik i luften. Men det havde de RIGTIGE features. Dem folk skulle bruge for at effektivisere deres dagligdag. Og vi var også meget opmærksomme på, at sproget i maskineriet var det, folk taler i stedet for muligvis mere ”korrekte” fagtermer. Hvis du er frisør, så er du god til at klippe hår. Det er det, du vil med din arbejdsdag. It-systemer, bogholderi osv. er trælse ting, man er nødt til at leve med for de fleste. Det prøver vi at modvirke ved at fjerne unødig kompleksitet. Vi hjælper folk i stedet for at være endnu et irritationsmoment i en travl arbejdsdag.”

Amen til det!

”Photoshop er et stort og kompliceret program. Langt de fleste bruger kun en lillebitte del af dets features. Det var der nogen, der spottede, og så lavede de Canva, som kan lave den A5-folder eller fødselsdagsinvitation, som folk er interesserede i. Og det er en gigantsucces. Det er sgu da genialt!”

Kristians Do: Lad være med at drukne folk i features – giv dem, det, de har brug for!

DON’T ❌

Kristian, iværksætteri og udbredelsen af kendskabet til det område, ligger dig meget på sinde. Så hvad vil du råde iværksættere derude til at lade være med?

”Jeg vil starte med et billede: Forestil dig, at du står ved en rulletrappe, der kører nedad – og du så forsøger at gå op ad den. Det er noget, de fleste har prøvet på et eller andet tidspunkt for sjov. Modstanden er enorm, du kommer ingen vegne og bliver hurtigt træt. Hvis du er NØDT til at gå den vej op, vil det være en gevaldig pain et vist sted. Så forestil dig, at trappen står stille, og du går op ad den. Det fungerer fint, men kræver stadig noget af dig.

Sammenlign nu med, at rulletrappen kører, og du går op ad den. Du får en hestesko for hvert skridt, og du suser mod toppen med minimal anstrengelse. Dén følelse er dit mål!”

Superfedt billede, som man levende kan sætte sig ind i. Hvordan vil du oversætte det til forretningssammenhæng?

”Det skal forstås sådan, at du skal stræbe efter netop den oplevelse for dine kunder. De skal føle, at de bliver båret af sted på et lunt, flyvende tæppe. Kundeoplevelsen skal være som det, tennisspillere kalder The Sweet Spot: Når du rammer bolden med ketsjeren, så der er perfekt overførsel af kraft. Hvor det bare er RIGTIGT. Hvis du fx har brug for at få folk til at udfylde en formular online, så skal det være så nemt og uproblematisk som overhovedet muligt. Allerhelst skal den udfylde sig selv – så får personen ved skærmen den sweet-spot-sensation, du ønsker.”

Så man skal så vidt muligt gøre tingene for folk?

”Hver eneste lille forhindring og hvert eneste krav, hvor minimalt det end måtte forekomme, når man sidder som afsender, får nogen til at falde fra. Det kan virkelig gavne at tænke på, hvordan man selv har det, når nogen vil have én til at foretage en handling online. Du skal virkelig være interesseret for bare at gennemgå tre-fire skridt. De fleste bliver megairriterede, hvis de er nødt til at rejse sig og finde deres kørekort frem for at udfylde et skema. Irriterede folk forsvinder lynhurtigt fra din platform, så du skal fjerne det, der irriterer. Høvl alle dørtrin ned og tilstræb minimal friktion.”

Jeg er SÅ enig. Jeg kan sagtens finde på at droppe ud midt en købsproces, hvis der er det mindste bøvl.

”En gang skulle vi have et Black Friday-tilbud ud med kort varsel. Det ville blive noget med en mail, hvor man så skulle trykke her og logge ind der og skrive sådan og sådan… og så droppede vi det. I stedet skrev vi i mailen: Besvar denne mail med ”Ja Tak”. Det gav noget manuelt arbejde til mig – og det gav 150 salg på ingen tid.”

Kristians Don’t: Lad være med at skabe friktion for kunderne – det skal være en YES-oplevelse i medvind at handle med dig!

 

Optimering og videreudvikling af abonnementsforretningen

Kristian fik hjælp fra Andreas og SignUp Academy, da til at udvikle abonnementsdelen af SHUP, via et 1:1 CREATE forløb.

I vores unikke 1:1 CREATE sparrings forløb bygger vi din nye abonnementsforretning SAMMEN med dig. Et 1:1 forløb er den mest effektive udviklingsproces der findes, og den proces der giver dig det bedste resultat!

Se casen med SHUP og vores andre cases

Følg med

Vil du følge med i interviewene med de 100 største DO’S & DON’TS?
Så tilmeld dig og få en mail når der er nye interviews.

Du kan se alle de hidtil udgivne interviews her

Og tilmelde dig DOS & DON’TS nyhedsbrevet her under, så du får besked om nye interviews ⬇️
Ud over disse opdateringer accepterer du alene at modtage nyhedsbrevet om abonnement og tilbud fra SignUp Academy.

Måske dette også kunne interessere dig…