#13 Kim Østergaard – HjemIgen 🏠

Kim Østergaard hjemigen

Om Kim og HjemIgen

Kim Østergaard har læst lidt til lærer og taget en merkonom-uddannelse. Men selvlært er nok den mest relevante titel, når man ser på, hvad han har opnået i sin karriere. Han gik selvstændig første gang i 1998 med en webshop der solgte it-udstyr. Det var “back in the days”, hvor der betaltes pr. efterkrav. En printer var krumtap i betalingsprocessen, når Kim solgte grafikacceleratorkort, motherboards og RAM til datidens computer-entusiaster.

Det var en vild tid – alt var på vej, intet var fastlagt endnu. Man byggede virkelig broen, mens man gik på den. Kim bruger udtrykket ”Tech 2” om det klientel af seriøse nørder og folk, der tog fremskridtene til sig først. Folk der havde fingrene i dejen og ville handle med en webshop. De ville købe de ting, der skulle bruges, når de med skruetrækkere og teknisk snilde forbedrede deres maskiner.

Det var Kims indgang til business. En blanding af købmandskab og interesse/forståelse for teknik. Senere byggede han en online shop. Han måtte dog sande, at han her var lidt for tidligt ude, til at kunne skabe den ønskede vækst. Vi har således at gøre med en mand, der har oplevet iværksætterlivets op- og nedture. Kim har også gjort det, som stort set alle iværksættere drømmer om, men meget få opnår. Efter 10 års arbejde kunne han i 2021 sælge sin virksomhed, MarketingPlatform for et trecifret millionbeløb!

Kim Østergaard peger også på en anden værdifuld læring på hans vej. I tre år arbejdede han tæt sammen med Anders Holch Povlsen i Bestseller-koncernen. Han brugte mange timer sammen med den dygtige herre under udviklingen af virksomhedens online-tilstedeværelse.

Senere blev Kim konsulent indenfor retail og digitalisering. Han hjalp en række kæder med at komme online og med at bygge videre på eksisterende strategier. I dag har han indtaget et nyt felt, idet han har etableret HjemIgen. Et firma der skal gentænke typehuse med langtidsholdbar arkitektur.

Skal man koge Kim Østergaards virke ned til én sætning, må den lyde: Han skaber virksomheder.

 

DO ✅

Du har jo i den grad været rundt i den verden, der hedder selvstændigt virke. Med etablering af virksomheder og alt, hvad dertil hører. Hvilke indsigter har du om, hvad der giver mening, og hvad der ikke gør på stien gennem karrierelandskabet?

En ting jeg er blevet klar over, er at man virkelig skal se på sig selv med åbne og ærlige øjne og spørge sig selv: Hvad er jeg for en ”karakter”? Er jeg god til drift eller er jeg god til udvikling? Det er de to fundamentale kategorier, man placerer sig i som iværksætter. Og det er hamrende vigtigt – essentielt – at kende sig selv i det forhold.”

Er det så simpelt?

”Distinktionen er måske simpel, men det gør ikke nødvendigvis vurderingen nem. Men mere simpelt er det heller ikke, for man kan selvfølgelig putte discipliner på for at fylde billedet med detaljer. Mennesker er ikke simple, så det er svært at forestille sig, at ret mange folk er 100 procent det ene eller 100 procent det andet. Og det vil selvfølgelig heller ikke fungere – der er nogle ting, der bare skal være der, når man laver virksomhed.

Der er noget økonomi, der skal være styr på, der er noget lovgivning, der skal være styr på osv. Det er du nødt til at kunne, eller kunne ansætte dig ud af. Og selvom du er meget udviklingsorienteret, så kommer du, særligt som ny iværksætter, selvfølgelig ikke udenom drift.”

Modtaget.

”Men du tilhører overordnet set en af de kategorier, og som iværksætter, som entreprenør, må du kende din type – og er du den udviklende type, så skal du kende din besøgelsestid. Der kommer et tidspunkt, hvor du har bygget op og kørt noget drift, og hvor stafetten må gives videre. Du have en person ind, som er megagod til at drifte for dig. Nogen med den rigtige profil til det, skal ind og overtage roret, for at sikre kursen, når marchhøjden er nået. Eller også skal man overveje at sælge virksomheden.”

Hvad er de grundlæggende forskelle på de to typer?

”Måden man tænker på og arbejder på, når man bygger noget op fra bunden. Når man konstant slukker brande og hamrer løs med de forhåndenværende søm, og søger den bedst mulige af en række ikke-optimale løsninger på et problem, der potentielt kan vælte det hele. Den energi og de kompetencer er fundamentalt anderledes, end dem der skal til, for at træffe beslutninger og lede og fordele arbejdet i en etableret organisation på en retningsstabil og langsigtet måde.”

Kims Do: Vær hudløst ærlig i at caste dig selv til den rigtige rolle, så du kan give plads til andre kompetencer, når disse er nødvendige.  

 

DON’T ❌

Når du taler om de to typer – den driftsorienterede og den udviklingsorienterede – så får jeg lidt den tanke, at det egentlig er den udviklingsorienterede, der er iværksætteren. I hvert fald prototypen?

”Det er sandt et stykke ad vejen. Der er ingen tvivl om, at det ofte er den type, man lægger mærke til og forbinder med iværksætteri. Men der er forskel på, om vi er ovre i en branche som fx leverer software til revisorer eller lignende. De er typisk meget fornuftsbaserede og driftsorienterede. Går man over i de mere kreative brancher, så er det klart en anden type, man møder. Jeg har mødt begge typer. Det som jeg tror er fælles for dem der vælger entreprenørskab, er deres risikoprofil og ønsket om at satse.”

Handler opfattelsen af iværksættere som den her kreative, måske endda lidt flamboyante flok i virkeligheden om, at det er den type, der fremhæves – sådan nogle som er gode på tv?

”Tja – for mange vil en person, der bruger sin indsigt i matematik og it til at lave et beregningsværkstøj nok virke en smule kedelig, så på den måde er der givetvis en tendens til at fokusere på dem med de vildere ideer. Men der er nok også færre ”driftsfolk”, der vælger at kaste sig ud i iværksætteriet, medmindre de er sammen med nogen, der har udviklingsgenet.

Til gengæld er det nok oftest ham med de mindre armbevægelser, der får tingene gjort, også når det bliver hårdt og kedeligt. Uanset om du er den ene eller den anden type, skal du have orden i pennalhuset og vide, hvad der foregår i og omkring din virksomhed. Og det er nok det, der er sværest for mange iværksættere: At være kreative og udviklende, og samtidig have opmærksomheden rettet mod de formelle ting.”

Hvordan gør du selv?

”Jeg ved godt, hvilke mails der får lov at ligge længst uåbnet. Jeg er drevet af at udvikle og bygge. Mailen fra revisoren er det, der interesserer mig allermindst. Derfor er jeg nødt til at holde mig selv op på hele tiden at vurdere, hvad der er vigtigt, hvad der haster og hvad der truer, af alle de ting, der lander på skrivebordet. Og så tager jeg tingene i den rækkefølge, som de placerer sig i, ud fra den analyse.

Der er så mange ting at forholde sig til, og hvis man lader være med at forpligte sig på dem, kommer man meget nemt til kun at koncentrere sig om det, man har det mest komfortabelt med.”

Kims Don’t: Tro ikke, at alt der lander på dit bord er lige vigtigt: Ting skal håndteres, men i rigtig rækkefølge, så du må være skarp på prioriteringen.

 

Følg med

Vil du følge med i interviewene med de 100 største DO’S & DON’TS?
Så tilmeld dig og få en mail når der er nye interviews.

Du kan se alle de hidtil udgivne interviews her

Og tilmelde dig DO’S & DON’TS nyhedsbrevet her under, så du får besked om nye interviews ⬇️
Ud over disse opdateringer accepterer du alene at modtage nyhedsbrevet om abonnement og tilbud fra SignUp Academy.

Skrevet af Andreas Dirksen

skaber succesfulde abonnements forretninger

20. februar 2023

Måske dette også kunne interessere dig…