Dately – fra sjov idé til hjemmedates på abonnement

Når man hører Nicolai Mazur fortælle om sin historie om date på abonnement, ved man, at han altid har været iværksætter. Fra han var 13 år og lavede bolsjer i forældrenes køkken, til han under corona-pandemien startede sin nuværende virksomhed.

“Johan Bülow var mit store idol, og jeg var så heldig at få ham som mentor,” fortæller Nicolai om sine tidlige år. Men det var under lockdown, at idéen til Dately virkelig tog form. “Helt ærligt – jeg røvkedede mig. Så jeg besluttede mig for at invitere min kæreste på date hjemme i lejligheden,” siger han.

Fra kedsomhed til iværksætteri

Hjemmedate-konceptet blev en øjenåbner for Nicolai. Han omdannede sin lejlighed til en række romantiske locations og arrangerede en ”pop crawl”, der begyndte med cocktails på altanen, middag et sted i stuen og brætspil et andet. Denne aften blev grundlaget for Dately. Nicolai købte ganske simpelt forskellige ting, lagde dem i en kasse, og sendte dem til venner og familie.

“Folk vendte tilbage og sagde, at det var simpelthen det fedeste,” forklarer han.

Med en iværksætterånd og en klar vision begyndte Nicolai at forme Dately til en abonnementsforretning. “Det handler om, at vi skal finde ud af at være bedre til at prioritere vores parforhold. Det er en af de vigtigste relationer, vi har i vores liv.” Det blev motivation for at skabe forskellige date-night pakker.

Vækstudfordringer

Dately voksede hurtigt. Nicolai startede i sin lejlighed på Vesterbro ii København og udvidede snart med flere pakketilbud, herunder hjemmespa og pasta-kurser. Som tiden gik, og flere fik øjnene op for Dately, voksede medlemstallet.

“Efter et par hundrede medlemmer allerede i måned et, så tænkte jeg, okay, jeg skal i Løvens Hule,” siger han om sin beslutning om at præsentere Dately for et bredere publikum. Han endte dog med at sige nej tak til de tilbud han fik fra løverne. Alligevel var oplevelsen i Løvens Hule var en succes. Blandt andet fordi afsnittet blev vist den 10. februar – 4 dage før Valentinsdag.

Men med den hurtige vækst fulgte også udfordringer. “Vi havde udfordringer med at holde på alle de her medlemmer, som vi havde fået ind,” indrømmer Nicolai. Han tog proaktivt fat i problemet ved personligt at kontakte nogle af de kunder, der opsagde deres abonnement for at få feedback.

Feedbacken førte til justeringer i abonnementstyperne og produkterne. Kunderne bedømte dem på, om der var alkohol og nødder i, eller snacks generelt, og det var ikke det, der var meningen med konceptet. Så Datelys fokus skiftede fra store, omfattende pakker til mindre, mere tilgængelige oplevelser.

Ændring i fokus blev nøglen til succes

”Vi er ikke en snackbox, så vi fjernede den del, og fokuserede på det kreative element. Samtalekortene, den sjove underholdning og måske også den intime challenge, der gør, at man på en eller anden måde arbejder med intimiteten i parforholdet” fortæller Nicolai.

Ændringen i fokus virkede og hjalp på frafaldet.

I dag har Dately udvidet konceptet til B2B-markedet og tilbyder enkeltkøb udover abonnementer. Nicolais rejse viser vigtigheden af at lytte til kunderne og tilpasse sig markedets behov. “Vi er stadig det, vi startede som, men vi er også meget andet,” konkluderer Nicolai om Datelys udvikling.

Har du en god idé til at abonnement?

Som du kan læse i interviewet, udvikler Nicolai løbende på sin oprindelige idé. Dykker man ned i historien om stort set alle små og store virksomheder, er det stort set dem alle, der er et andet sted i dag, end da de startede virksomheden.

For en god idé skal kvalificeres, udvikles og afprøves, før man er klar til at gå i luften med den. Det kan vi hjælpe med. Vi har skabt et rådgivningsforløb, der hjælper med at finde potentialet for at få solgt din idé på abonnement. Med 1:1 IDEA kan vi vurdere forretningspotentialet i din idé, så du kan springe nogle af de første skridt over, og komme rigtig godt fra start med dit abonnement.

Kontakt os her for mere info eller ring til Andreas Dirksen på +45 31 13 95 80.

Skrevet af Mette Fruensgaard

Artikler om abonnementsforretninger og medlemsklubber‏‎ ‏‏‎ ‎‏‏‎‎‏‏‎ ‎|‏‏‎ ‏‏‎ ‎‏‏‎ ‎‏‏‎Interview

24. maj 2024

Måske dette også kunne interessere dig…