Om Sanne Juel Egelund
Inden Karma Studio så dagens lys, lejede frisør, serviceøkonom og yogalærer Sanne Juel Egelund brugsretten til en stol i en etableret salon. Pengene var små, og kunder havde hun ingen af endnu. Til gengæld havde hun en drøm. Sanne ville skabe et high end skønhedsunivers, hvor både hendes evner som frisør og som yogainstruktør kom hendes kunder til gode.
Med sine sparsomme midler investeret i kvalitetsprodukter måtte Sanne arbejde benhårdt og tænke kreativt for at opbygge en kundekreds. Hun indgik en samarbejdsaftale med Jysk Fynske Medier, der sørgede for eksponering af hendes tre målrettede kampagner. Aftalen sikrede kunder, og Sannes dygtighed sikrede deres tilfredshed og loyalitet.
Visionen om et holistisk univers med hårpleje og yoga krævede plads, og den fandt Sanne i et smukt, gammelt pakhus. Her indrettede hun sit Karma Studio med lounge, yogasal og frisørsalon.
Centralt i Sannes syn på såvel verden som sit professionelle virke er sammenhængen mellem indre og ydre skønhed, holisme og bæredygtighed. Derfor sælger Sanne kun skånsomme plejeprodukter i Karma Studio i Odense, der lever op til hendes høje krav.
DO ✅
Det er ingen hemmelighed, at iværksættere ofte er fulde af ideer. Dels fordi der typisk er tale om kreative mennesker med stor drivkraft, og dels fordi udvikling giver udvikling. Kreative menneskers hjerner lader alt det gode, de indeholder, knopskyde vildt. Det er godt og smukt men også farligt, for vil man for meget og favner man for bredt, vil man før eller siden nå til et punkt, hvor man ikke kan følge med.
Adspurgt om sine erfaringer, peger Sanne på netop det:
”Jeg står lige nu i en situation, hvor jeg er presset af de to dele, min virksomhed består af. Karma Studio er en frisørsalon og et yogastudio, hvor både min faglighed som frisør og min passion for yoga har plads. Men det er en meget svær balanceakt i praksis, og jeg kæmper med at holde den as we speak.”
Ok – men er der ikke en sammenhæng mellem frisørydelsen, der vedligeholder hår og ydre skønhed, mens yogaen giver ro og velvære og gør folk smukke indefra?
”Jeg SYNES jo, det hænger sammen, men jeg kan konstatere, at det forvirrer folk. Er det en frisør eller er det et yogastudio? Begge dele, kan jeg så svare i overensstemmelse med sandheden og i fin harmoni med hinanden. Men det skaber barrierer, og for en del folk er det svært at se meningen. Fx når det kommer til online booking, giver nogle kunder udtryk for, at det er svært at gennemskue. For mig er det både holistisk, intuitivt og meningsfyldt – men jeg er også forretningskvinde og ved så udmærket, at det er kundernes oplevelse, der er afgørende for, om butikken løber rundt.”
Hvad er så løsningen?
”Det forsøger jeg at blive afklaret om. For hvis det bare var en simpel udregning, så gjorde jeg jo bare det, der var to linjer under. Men sagen er, at det er med frisørsaksen i hånden, jeg tjener penge, så det fylder rigtig meget af min arbejdsdag. Men det er yogaen, jeg brænder for, og det er virkelig ikke med min gode vilje, at den havner på sidstepladsen.”
Så du står i den klassiske: ”det, der giver penge vs. det, der giver mening-situation.”
”Ja. Jeg vil gerne blive ved med at tro på kombinationen af de elementer, jeg arbejder med – frisør, plejeprodukter og yoga. Jeg har dog ikke knækket koden til at samle det som forretning. Det giver jo ikke nogen mening at have et yogastudio, som er aktivt i ganske få timer om ugen og så en frisørsalon, der kører for fuld damp. Der er kun en vis mængde tid, og en vis mængde energi og fokus til fordeling – så man kan ikke nå alt.”
Sannes Do: Du skal vide, hvad du vil, og du skal vide, at man ikke kan det hele.
DON’T ❌
Når man kaster sig ud i livet som iværksætter, er der en vild læringskurve. Man skal vide utrolig meget om en masse forhold på utrolig kort tid. Tilsyneladende fortsætter det år efter år, for der dukker hele tiden nyt op – eller gammelt på nye måder. Meget ville man ønske, man havde lært for længe siden… Er det også tilfældet for dig?
”Noget af det, jeg har lært som iværksætter er, at man skal lade være med at tro, man kan det hele selv. Og man skal lade være med at tro, at man SKAL det hele selv. Det er som om det ligger i vores DNA, at vi kan fixe alt uden hjælp. Måske skyldes det, at vi faktisk kan rigtig meget. Jeg tror ikke folk, der ikke kan en hel masse, er så tilbøjelige til at blive selvstændige – og slet ikke på iværksættermåden.”
Det lyder rigtigt. Det er noget med at skabe noget ud af ingenting og få hvad som helst ud af de forhåndenværende søm.
”Netop – for man har jo ikke en organisation at læne sig op ad. Så i starten er det helt klart et spørgsmål om, at man konstant render på noget, man må løse uden andre ressourcer end sig selv. Nød lærer nøgen iværksætter at spinde – og lave Facebook-opslag – og lave regnskab – og så videre.”
Sådan starter alle vel?
”Ja, men man skal arbejde sig væk fra det. Man skal komme i gang med at spørge om hjælp, og man skal komme i gang med at få opgaver løst af nogen, der er gode til netop de ting, man ikke selv mestrer.”
For mange er det måske et spørgsmål om økonomi?
”Helt klart, men da skal man jo netop tænke økonomisk: Hvis du sætter dig ned, fuldstændig uden forudsætninger og beslutter at lave dig en hjemmeside, så kan du helt givet godt få noget bakset sammen ved at famle rundt i WordPress og se tutorials på Youtube. MEN du bruger garanteret 10 gange så mange timer på det, som en professionel ville. Hvis du brugte ti uger på at levere noget, du kunne fakturere for, ville du kunne betale en webdesigner for den uge, det ville tage ham at lave din side, og have penge til overs. Dertil kommer, at det produkt, du får af en fagperson, stadig vil være bedre end det, du selv kan skrue sammen. Så på et tidspunkt skal du alligevel have fat i nogen til at udskifte din hjemmestrikkede side med et ordentligt produkt. Det er ikke god økonomi.”
Så hvad skal man gøre?
”Man skal spørge sig for, opsøge viden og konsultere fagfolk. Jeg havde været i gang i fem år, da jeg opdagede, at der findes noget, der hedder Iværksætter Odense, som har masser af ressourcer og yder en formidabel hjælp. Hvis jeg havde set mig omkring og fundet dem tilbage i 2017, så kunne jeg have sparet mig selv for en masse besvær!”
Sannes Don’t: Lad være med at tro, at du kan – og skal – det hele selv!
Optimering og videreudvikling af abonnementsforretningen
Sanne Juel Egelund fik hjælp af SignUp Academy, for at få hjælp og sparring til udviklingen af sit abonnement. Andreas skræddersyede et 1:1 CREATE forløb, som blev gennemført online.
I vores unikke 1:1 CREATE sparrings forløb bygger vi din nye abonnementsforretning SAMMEN med dig. Et 1:1 forløb er den mest effektive udviklingsproces der findes, og den proces der giver dig det bedste resultat!
Følg med
Vil du følge med i interviewene med de 100 største DO’S & DON’TS?
Så tilmeld dig og få en mail når der er nye interviews.
Du kan se alle de hidtil udgivne interviews her
Og tilmelde dig DOS & DON’TS nyhedsbrevet her under, så du får besked om nye interviews ⬇️
Ud over disse opdateringer accepterer du alene at modtage nyhedsbrevet om abonnement og tilbud fra SignUp Academy.